De stoffer vi bruger

Håndvævet stof vævet på metalvæv.
Denne type stof anvender vi fortrinsvis inden for tekstiler til boligen og tilbehør.
Stoffet er vævet og farvet (ikke plantefarvet) af kvindegrupper i Fil Bleu.

Maskinvævet håndtrykt
Vestafrikansk bomuldstekstil som er trykt og designet af folk fra gruppen og danske designere.


Maskinvævet, 
maskintrykt
Vestafrikansk bomuld, produceret på en tekstilfabrik i Vestafrika; designet af vestafrikanske designere.
Mange af disse tekstiler har symboler, der 
signalerer budskaber eller fortæller om forhold i dagligdagen
Bazin

er et bomuldstekstil, der er maskinvævet. Det er meget blødt, og har en damask struktur i vævningen. Fil Bleu bruger bazin til Boulougou skjorten og til sengetøj. Tekstilen er behandlet med kassava (en rodfrugt som producerer stivelse).
Herved får stoffet en blank overflade, men den forsvinder ved 
vask.

Bògòlan fini
Bògòlan fini er en tekstilteknik, hvor man med fermenteret mudder maler på et stykke bejdset bomuldstof. Stoffet lægges ud i solen. Sollyset bevirker, at mudderets farvestoffer afsættes og forbliver permanente på tekstilet. Processen gentages evt. med flere mellemfarvninger med forskellige plantefarver. Områder af det sorte kan fjernes med en pasta, der bl.a. indeholder potaske, hvorved der opstår mønstrer, der står i kontrast til de farvede og sorte områder på tekstilet. 

Nigerfloden er over 4000 km lang. Den løber fra Guinea i sydvest gennem Mali til landet Niger og slår en stor bue op langs kanten til Sahara, før den langsomt drejer sydpå til Nigeria og udmunder i Guineabugten. Floden har haft – og har stor betydning: Byer er vokset op omkring den og er blevet til vigtige handelscentre; varer er blevet udvekslet, traditioner og idéer er opstået.

Bogolan fini, som er en speciel måde at farve det vævede bomuldsstof på, er et eksempel på hvordan floden har været medvirkende til at udbrede kendskabet til en speciel tekstilteknik. Bògòlan fini er et ord der kommer fra bamanakan, dvs. det sprog som tales af bamana, den største etniske gruppe i Mali.

Teknikken med at male med mudder på stof har været vidt udbredt hos bamana- og mandebefolkningen, der oprindeligt var bosat i området nord og øst for Bamako i Mali. Det dekorerede stof blev brugt til jægernes skjorter og kvindernes skørter. Mønstrene havde rituel betydning – både for kvindernes og mændenes vedkommende – og hang sammen med landsbysamfundenes religiøse tilgang, den oprindelige naturreligion.

Efter uafhængigheden i 1960 og som en følge af Islams tiltagende udbredelse, hvor de ritualer, som hørte til den oprindelige religion blev mere og mere undertrykte, blev anvendelsen af bogolan i klædedragten også mere og mere sjælden. I Mali, hvor staten i årene efter uafhængigheden, ydede støtte til den traditionelle musik, støttede man også dansetrupperne og opmuntrede dem til aktiviteter. I dansetrupperne skulle man have den samme slags dragt på, når man optrådte. Dette satte gang i en masseproduktion af bogolanstoffer i byen Djenné ved Banifloden, en biflod til Nigerfloden. Det var bògòlan i grove mønstre, hvor de plantefarvede dele af stoffet blev bevaret.

 

Bògòlan som symbol
I dag anvendes teknikken også af kvinderne hos andre befolkningsgrupper, som bozoer, dogon, senoufou m.fl men især inde i Nigerflodens delta.
I 1980’erne blev teknikken genopdaget i regionen omkring Bamako. På en af kunstskolerne i Malis hovedstad var en gruppe unge kunstnere, som kaldte sig ”Groupe bogolan Kasobane” begyndt at eksperimentere med lokale materialer i deres forskellige udtryksformer. Udstillingerne medvirkede til at skabe en interesse om bogolan som tekstil tradition. I årene derefter gik bogolan fra at relativ ukendt tekstil tradition, til at blive et internationalt symbol på afrikansk stil.

Og da den kendte malinske designer, Chris Seydou, indførte bogolan i mange af sine kreationer, begyndte man rigtigt at lægge mærke til stilen i Europa og USA. Hvert år, og indtil sin død i 1994, viste Seydou modeshow på TV i Vestafrika med modeller af mudderstofdesign. Idag kan man finde folk, der laver bogolan i hele den vestafrikanske region. I Ouagadougou f. eks. er der flere værksteder, hvor unge laver bogolan, som de sælger til turisterne i boderne ved de store hoteller. De er ikke alle af lige god kvalitet, og farvningen ikke altid lige gennemført – ofte er der brugt tekstilfarve i stedet for fermenteret mudder.
Den fineste form for bogolanfini er stadig den, der laves af bamanaspecialister nord for Bamako og omkring Nigerfloden.