Historie

Djenabah er en af de 23 kvinder, som udgør kvindegruppen i Gombo (en landsby i det østlige Mali) og sammen med de andre spindersker og de mandlige vævere er hun medlem af paraplyorganisationen Fil Bleu, der er startet af foreningen International Kontakt (IK) med støtte fra CISU (Danida-finansieret).
Fil Bleu består af grupper i Mali og Burkina Faso. Grupperne er organiseret lokalt, og de har alle det til fælles, at de enten arbejder med at forarbejde naturfibre, først og fremmest bomuld dyrket i Mali og Burkina Faso eller syr tøj af tekstiler, der er fremstillet i Vestafrika.Formålet med Fil Bleu er at give folk i mindre lokalsamfund mulighed for at tjene penge på deres erhverv samtidig med, at de bevarer og udvikler de traditionelle kompetencer inden for tekstil forarbejdningInden for de sidste år er importen af asiatiske tekstiler fremstillet i kunststof som kopier af de vestafrikanske mønstre, blevet en stærk trussel mod regionens tekstilindustri og har taget arbejdet fra de traditionelle tekstilarbejdere som spindersker, vævere og har lukket mange arbejdspladser på vestafrikanske tekstilfabrikker. De importerede tekstiler er billigere end de, der produceres på de vestafrikanske tekstilfabrikker, og man kan ikke fortænke en fattig forbruger i at vælge det billige tekstil – når det oven i købet på afstand kan forveksles med et Faso Fani tekstil (vestafrikansk kvalitetstekstil).

 

Men Fil Bleu forsøger sammen med IK at gå mod strømmen. Ved at slutte sig sammen og udvikle nye produkter til det lokale marked vil gruppens medlemmer arbejde mod at forøge deres indtjeningsmuligheder. I samarbejde med en dansk støttegruppe, som formidler kontakten mellem kunde og producent leverer de kvalitetstekstiler syet til danske kunder og tager i mod specialopgaver og større ordrer fra designere og institutioner.
Djenabah kalder på de andre kvinder, og sammen med en stor gruppe børn går de ned for at hente den økologisk dyrkede bomuld, som Fil Bleus koordinator er kommet med fra Burkina Faso. Forbindelsen mellem landsbyen og sletten nedenfor sker ad en stejl klippesti.

 

Det er en besværlig vej, og landsbyen ligger utilgængeligt; en beliggenhed som har sin oprindelse i fortiden, hvor befolkningen måtte flygte op i bjergene, for at undgå at blive taget til slaver, islamiseret eller udskrevet til tvangsarbejde. Befolkningen i Dogonbjergene er kendt for sin rige kultur og besøges hvert år af mange turister fra vestlige lande, men i Djenabahs landsby er det sjældent, der kommer fremmede.

Da den sidste sæk bomuld er bragt op til landsbyen, fordeler kvinderne bomulden imellem sig. Der er 200 kg i alt. Nu starter der en travl periode for kvinderne. Bomulden skal kartes og spindes inden luftfugtigheden vil stige i takt med, at regntiden nærmede sig. Først tages alle frø ud af hver enkelt tot bomuld.
Det er en langsom proces, men en forudsætning for at bomulden kan kartes. Frøene lægges til side for senere at blive presset til olie, som kvinderne bruger i madlavningen. Når al bomuld efter en måneds tid er kartet, spundet og spolet op på tørre, afskårne hirsestængler, får væverne tråden.